Fra "ikke-fuldblods"-kunsthistoriker til frivillig kulturskaber

af Sarah Guldager Wilstrup

Her et halvt år efter og godt inde i det nye år er det lidt sjovt at tænke tilbage på det første møde mellem mig og Sofie, grundlæggeren af SKABERTRANG og måden jeg endte med at være medskaber i SKABERTRANG. For meningen med mødet var noget helt andet end det vi endte med og måden det blev sat i værk, var på en god gammeldags mund til mund og stærk networking, der havde gjort enhver a-kasse pavestolt.

Min indblanding i SKABERTRANG begyndte ved min søsters bilferie gennem Tyskland. Min søster kender Sofie gennem en fælles veninde, og selvsamme veninde var med på sommerens Tysklands-rundfart. Deres plan var at afslutte turen i Hamborg og i et spontant øjeblik besluttede Sofie, som på daværende tidspunkt sad hjemme i Danmark med hjertesorger at tage imod tilbuddet om at slå sig til de to damer i Hamborg.

Udover at nyde selskabet, vinen, maden og al Hamborgs charme fik Sofie i samme anledning fortalt lidt om sit nye kunstprojekt. SKABERTRANG var på det tidspunkt allerede mere end en tanke, og inkluderede kunsthistorikeren Anne Bendtsen Pedersen og kunstneren Julia Knipschildt, og planlægningen af lanceringen var godt i gang.
Der blev smidt ord og begreber på bordet, der fik min søster til at spærre ørene op. Ord som; elitær, tilgængeliggørelse af kunsten, oplevelsesøkonomi, stedsspecifik kunst og institutionelle rammer, virkede bekendt for min søster, som man ellers næppe ville kalde kunstentusiast eller bare kunstinteresseret.

“Tivoliseringen” og at være “ikke-fuldblods”-kunsthistoriker
Hele 2017 sad jeg med hovedet begravet i en skærm eller en bog og skrev speciale. Jeg hyggede mig så meget med det, at jeg først afleverede i slut oktober 2017. Siden jeg begyndte på kunsthistorie på Københavns Universitet i 2015, har jeg haft en gentagende følelse af ikke at være en ”fuldblods”-kunsthistoriker, da jeg ikke har en bachelor i faget men en noget sløj bachelorgrad i fransk. Det var først gennem mit speciale, at det hele gav mere mening og jeg endelig kunne få mig selv frem i faget.

Jeg skrev om begrebet ”tivolisering”, der bygger over underholdning fremfor indhold. Ofte har jeg følt mig talt ned til i forbindelse med diverse selfie spejle eller finurlige hashtags, som efterhånden er blevet en fast del af museumsformidlingen. Formålet med de mindre diskrete påfund var at sætte kunsten i spil på en anderledes måde og gøre den imødekommende i de ellers stramme institutionelle rammer, så flere følte sig velkomne på museerne – men jeg følte, at det var at tale ned til mig som gæst og kunstens kunnen.

Tanken bag var jeg ikke uenig i – tværtimod bød jeg den velkommen. Alligevel var der noget i ligningen, der ikke gav mening for mig. Behøver kunst at være legende let for at være imødekommende? Mit speciale kom derfor hurtigt til at handle om elitær vs. tivoliserende kulturformidling, hvor jeg havde svært ved at placere mig selv som ”ikke-fuldblods”-kunsthistoriker.

Prøvet søster agerer PR
Og det er her vi kommer tilbage til SKABERTRANG. For efter mit speciale-hi, var jeg mere forvirret over det danske museumslandskab end før. Begrebet ”tivolisering” havde vist sig at være en noget forældet begreb, som ikke mange kendte til – måske fordi det var blevet en fast og integreret del af museumsformidlingen. Altså det med underholdning fremfor indhold. Men tilgængeliggørelsen af kunsten er stadig meget oppe og vende, og jeg sad lidt med en frustration over de manglende tiltag og uprøvede potentialer.

Jeg har i forbindelse med dette specialeskriv ofte hevet fat i min søster som en form for reserve vejleder, da hun kun et år forinden selv havde været igennem hele processen. Jeg har belemret hende med vilde historier om hvad den ene museumsdirektør havde sagt til den anden og hevet hende med til diverse udstillinger og events.

Det er måske derfor det gav genlyd i min søsters ører, da Sofie en sommeraften i Hamborg fortalte om sit nye kunstinitiativ, der ønskede at sætte den uudstillede kunst i spil uden for de institutionelle rammer og de hvide gallerierum. Min søster er kvik, og kan sætte to og to sammen, så hun nævnte overfor Sofie, at hun har en søster, der deler mange af de samme tanker, og som skriver for Magasinet Kunst, og om ikke det kunne være en idé for os at mødes. Det var Sofie heldigvis enig i og så snart de tre damer var hjemme igen, fik jeg en sms fra Sofie.

“Kan Sarah Lege?”
Sofie skrev til mig og vi aftalte at mødes i Villa Kultur, et kontorfællesskab på Østerbro, som hun er medlem af. Den varme sommerdag satte vi os i et hjørne af den heldigvis skyggefyldte have, og snakkede om den danske kunstscene – dets goder og dets mangler. Jeg havde netop nogle dage inden været til en mindre københavnsk festival, hvor kulturen spredte sig bredt og det hele var bygget op omkring open call-princippet. Festivalen havde fået mig til at tænke at man burde kunne gøre det samme i kunstens verden.

Jeg fik lidt gåsehud, da Sofie fortalte om sine ambitioner og idéer for SKABERTRANG, da de lagde sig så tæt op ad mine egne tanker og idéen om åbne udstillinger, der tog brug af open call. Samtidig var der intet af det der mindede om en kritik eller en løftet pegefinger af branchen, men derimod blot et forslag til hvad der stod og manglede. Og det var derfor, da Sofie spurgte, om jeg ville lege med at svaret meget nemt blev ”meget gerne”.

Det gode navn
Navnet, forklarede Sofie, skyldtes grundtanken i, at initiativet skulle være omfavnende. Tanken var at give et rum og et sted til de kunstnere, der mente de intet sted havde og hvor fællesnævneren var den uomgængelige kreativitet. Hvilket ikke kun omhandlede kunstnerne, men inddragede stedernes kreative udfoldelse og medskaberne – hvad enten der var tale om uddannede eller ikke uddannede, udstillede eller ikke udstillede. Måske endda selv “ikke-fuldblods”-kunsthistorikeren.  

Navnet er oftest det folk først kommenterer på. For i al sin enkelthed rykker det til en genkendelig trang, som mange nemt kan relatere til. Blot to dage siden, mødte jeg en rar herre, der reagerede begejstret på navnet. Han havde arbejdet med softwareudvikling og står nu med ambitionen om at “lave noget fedt”. Det var stadig uklart, hvad det skulle være, men han vidste at det skulle omhandle skabere - helt udtrykkeligt skabere og ikke kunstnere. Som en lille sidebemærkning spurgte han om vi i SKABERTRANG også havde rodet med teknologiens visuelle udtryk. Jeg kunne af gode grunde ikke svare ja, for det har vi ikke. Men hvem ved om vi kunne finde på det?

SKABERTRANG er en åben legeplads. Den helt store og eventyrlige af slagsen, hvor du ikke ved hvor vejene ender eller hvad der kan ske. Den slags legeplads, hvor din søsters bilferie kan ende med at du et halvt år efter leger med som kulturskaber.

”Nogle gange må man bare skabe det, som man gerne selv vil være en del af”

af grundlægger Sofie Birkum Petersen

“Det var egentlig en følelse af frustration, der startede det hele. En sitren i kroppen. En kløe i fingrene. Et behov for at gøre noget. Udrette noget. Jeg vidste bare ikke hvad. Jeg ville så gerne være kreativ eller få mit eget sted, som jeg kunne drive og udvikle. Men da jeg hverken kunne tegne, male, sy eller havde koncentrationen til at lære det, blev min frustration og sitren i kroppen kun forstærket. En dag gik jeg cirkler om mig selv og udbrød pludselig til min daværende kæreste; ”Jeg har bare sådan en… en… En skabertrang inden i mig!”

Det var en skabertrang, som jeg ikke kunne placere nogen steder, men som blev forstærket dag for dag. Imens arbejdede jeg som galleriassistent i et af Bredgades smukkeste gallerier, Galleri Christoffer Egelund, og jeg blev hver dag inspireret af de mange kunstnere, der gik ind og ud af døren. På en måde drømte jeg om selv at være kunstner, fordi jeg følte jeg havde en masse tanker, følelser og ideer, som der slet ikke var plads til at holde inden i mig, og som jeg ikke kunne udtrykke ved hjælp af sproget. Jeg havde bare ingen kanal at lade det strømme igennem. Så mest af alt var jeg nok misundelig på kunstnerne, der kunne bruge kunsten som ventil for tanker, drømme, holdninger, passion og frustration. Kunsten var deres talerør, fornemmede jeg. Men med min manglende evne til at koncentrere mig i længere tid ad gangen og med min baggrund som performance designer, føltes det aldrig rigtigt muligt selv at blive billedkunstner – selvom jeg godt kunne lide tanken om det.

Bye bye baby - Hej SKABERTRANG!

Der skulle et brudt kæresteforhold og et behov for at flygte fra virkeligheden til at få mig til at træde ud af den betryggende komfortzone, som er så omdiskuteret et fænomen i dag. Jeg trak mig selv op i nakken, gav mig selv en lussing og huskede tilbage på følelsen af skabertrangen og tænkte ’Så er det fandme nu’. Jeg ville starte mit eget. Lidt i trods, men nok mest fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. Jeg følte at intet kunne røre mig, for hele min verden var alligevel styrtet i grus, så jeg kunne lige så godt starte forfra og bygge alt op fra grunden. Jeg var faktisk ikke så nervøs for bare at kaste mig ud i det, for hvis jeg overlevede det brud, jeg stod midt i, så kunne intet vælte mig. Jeg følte mig faktisk uovervindelig og skabertrangen skulle blive min redning.

Kunstens Zoologiske Have

Jeg gik i tænkeboks. Snakkede med folk omkring mig. Tænkte tanker. Om kunst. Om autodidakte kunstneres muligheder for at udstille. Om hvordan jeg da jeg var en helt ung entusiastisk performance design-studerende, råbte op om hvordan institutionaliseret kunst, og her mente jeg kunst på museum, var som at se på dyr i Zoologisk Have; dyr i bur. Sådan havde jeg det også med kunsten, når det hang på museers og gallerier hvide vægge. Hvorfor skulle det hele være så pænt? Hvorfor er folk så stille på et museum? Hvorfor kvæler vi kunsten i ingentingheden, i lange hvide gange og rungende, højtloftede lokaler?

Med teorier og artikler om udstillingsdesign, om stedsspecifik kunst, performativ kunst i bagagen sammenlagt med mine erfaringer fra et lille berlinsk galleri i Friedrichshain, min tid som assistent hos Olafur Eliasson og et år i galleriet i Bredgade, havde jeg en bred referenceramme – og en masse ideer om hvad jeg syntes fungerede godt, og hvad jeg mente, at man kunne gøre anderledes. Samtidig kløede det i fingrene, og jeg havde ingen steder at gå hen med det – for jeg kendte ingen initiativer, der gjorde lige præcis, det JEG gerne ville gøre - for mig selv, for kunsten og kunstnerne. Lige der gik det op for mig, at nogen gange må man bare skabe det, som man gerne selv vil være en del af. Og så startede jeg SKABERTRANG.

Det store ventiludslip

Jeg startede med en følelse af at være aktivist – en idealist med mission om at sætte kunsten fri og give up coming og autodidakte kunstnere et sted at udstille – gratis. Det skulle ikke handle om penge – men om at skabe en ventil, som skabertrangen langsomt kunne få lov at sive ud af. Det gik bare ikke langsomt – med et Facebookopslag i en iværksættergruppe på Facebook fik jeg skruet op for det helt store ventiludslip, og pludselig havde jeg tre møder i kalenderen og ansøgninger fra proaktive kreative, der gerne ville være med som frivillige i SKABERTRANG.

I dag, få måneder efter, sidder vi et team på fem personer. Vi har en succesfuld lancering i ryggen og en vanvittig spændende første udstilling i sigte, der er bundet op på et helt nyt koncept. Og de seks kunstnere, der denne gang skal udstille er fulde af talent, gå-på-mod og skabertrang.

At starte SKABERTRANG er det bedste jeg har gjort. Og for hver gang, der kommer anerkendende og opmuntrende ord fra folk omkring projektet, bliver jeg kun endnu mere sikker på, at SKABERTRANG er kommet for at blive. Der har allerede været bump på vejen, hvilket vi vil fortælle mere om en anden dag. Men en tur på en vej med bump, er bare også lidt sjovere end turen ud af en lang, lige landevej. Med bumpene bliver vi holdt ved ilden og føler os i live. Og tvinger os til at tænke (endnu mere) kreativt.

Hva’ så nu, Sofie?

SKABERTRANG er allerede i rivende udvikling, og jeg har mange ideer og ambitioner for projektets fremtid. Derfor er jeg så glad for den støtte og opbakning, jeg allerede har følt fra både kunstnere, frivillige og gæster. Jeg lover Jer, at den næste udstilling ikke bliver den sidste – og jeg vil allerede nu løfte sløret for, at SKABERTRANG er ved at udvikle sig fra at være et udstillingskoncept og kunstplatform, til at være en paraply-organisation for en række kreative underinitiativer. Men mere herom en anden dag!

Og sidst en kæmpe tak til alle Jer, som læser med og som allerede er trofaste følgere! Mor; jeg ved du er derude ;) Men selvfølgelig også alle Jer andre - I er guld værd - også dem af Jer jeg slet ikke har mødt (endnu).

Jeg og resten af SKABERTRANG teamet glæder os til at åbne dørene til SKABERTRANG vol. 1 d. 23.11.2018! Vi ses derude i virkeligheden inden længe!

Kh & på glædelig gensyn,

Sofie

Tanker om at skabe ...

The-Creative-Process-1-This-is-awesome-2-This-is-t.jpeg

Da jeg startede SKABERTRANG anede jeg ikke hvordan det hele skulle ende. Hvordan det skulle eksekveres. Hvordan SKABERTRANG i sin færdige form skulle se ud, hvordan jeg skaffede de nødvendige kontakter, hvordan jeg skulle brande det, hvordan jeg skulle få folk til at interessere sig for det, høre om det, hvordan jeg skulle finde penge til det.. hvordan, hvordan, hvordan.

Men jeg kunne føle helt nede i maven, at jeg blev nødt til ’at gøre’. At skabe det projekt, som jeg mente var nødvendigt, som jeg mente manglede, som jeg var sikker på andre måtte komme til at holde af og som jeg var sikker på var et gangbart projekt. Jeg skulle bare lige finde vejen. Og turde at prøve sig frem – uden at kende svarene.

Jeg kender stadig ikke alle svarene. Jeg ved stadig ikke hvordan SKABERTRANG kommer til at se ud i sin færdige form. Jeg ved slet ikke om den dag kommer.

Men måske er det netop det, der er pointen; Det handler ikke om det endelige mål, men om processen. Processen at skabe. Ved at prøve. Ved at turde spørge om hjælp. Ved at turde fejle. Ved at tvivle, men gøre på trods. Være trodsig. Og ja. Bare at gøre - og tro på, at det nok skal lykkes. Og nå ja, masser af hårdt arbejde. Men processen er nok ofte det egentlige mål. Sådan har jeg hørt flere kunstnere udtale sig; At når værket er færdigt, har det udlevet dets tjeneste hos kunstneren. Det er færdigundersøgt. Og parat til at komme ud i nye hænder, hvor det på ny kan skabe fortællinger og oplevelser. Og det samme med SKABERTRANG; det er processen i at udvikle, at få kunstnerne og performere frem i lyset, at skabe oplevelser for og med gæsterne og kunstnerne, der gør det hele værd. At skabe et rum, hvor I som gæster og i dialog med rum og kunst videreskaber SKABERTRANG. Det er ikke den færdig-designede udstilling i al sin pomp og pragt, det handler om.

Og det gør sig nok gældende i alle skabelsesprocesser, hvad enten vi snakker om kunst, design, iværksætterlivet eller anden form for kreativ proces… Man skal gøre og ikke lade sig bremse af alle ‘hvis’erne og 'hvordan’erne.. At skabe handler om at turde, at vove pelsen og at være modig.
 

Engang læste jeg, at mod ikke er fravær af frygt. Det handler snarere om totalt nærvær af frygt, men at turde se frygten i øjnene. Og at gøre på trods. (’MOD’ af Osho).
Og det var sådan SKABERTRANG blev født.

I morgen annoncerer vi datoen for anden SKABERTRANG udstilling!
Denne gang bliver det hele lidt mere omfattende, lidt mere legende og lidt mere eksperimenterende. Og vi kan næsten ikke vente med at invitere Jer til at være en del af det hele!

Med ønske om en helt fantastisk weekend.

/Sofie & det resterende SKABERTRANG team <3